Kennel Whitetown

Det er begyndt nu at ligne små hunde. De har stadig ikke fuldt kontrol over ballancen. Men det kommer hurtigt.

Dette er hvalpenes kommende stamtavle navne. Hvalpen bliver først valgt efter uge 6 til hvalpetesten.

Dora Maar (født Henriette Theodora Markovitch 22. november 1907 i Paris - 16. juli 1997 i Paris) var en fransk fotograf og maler, der bedst er kendt for at være Picassos muse og elskerinde, men derudover også var en del af den surrealistiske bevægelse.

Dora Maar blev født i Paris, men voksede op i Buenos Aires i Argentina, hvor hun boede med sin familie i årene 1910 til 1925. I 1926flytter hun og familien tilbage til Frankrig, hvor hun bliver indskrevet på Union centrale des arts décoratifs og på École de photographie. , inden hun bliver optaget på Académie Julian, hvor kvinder får den samme uddannelse som mændene får på École nationale supérieure des Beaux-Arts. Det er i denne periode, at hun forkorter sit navn til Dora Maar. I 1935 bliver hun introduceret til Pablo Picasso, som hun herefter dels arbejder sammen med kunstnerisk og dels er hans elskerinde. Maar tilbringer det meste af 2. verdenskrig i Paris, hvor hun i 1943 bryder den erotiske forbindelse med Picasso, da han møder Francoise Gilot. I 1944 får hun et nervøst sammenbrud, som det tager hende næsten 2 år at komme sig over. I 50'erne rejser hun frem og tilbage mellem Paris og Menerbes, hvor hun har et sommerhus. Dora Maar dør i Paris 16. juli 1997.

Berthe Marie Pauline Morisot (14. januar 1841 i Bourges – 2. marts 1895 i Paris), var en fransk maler som kom til at tilhøre impressionisterne.

Morisot studerede ved École des Beaux-Arts i Paris og senere hos Camille Corot. Hun deltog i syv af de otte impressionistudstillinger, og hendes følsomme impressionistiske formsprog påvirkede i 1870'erne hendes svoger Édouard Manet. Maleriet Vuggen (1872) blev præsenteret på den første impressionistudstilling (1874).

I Danmark er hun blandt andet præsenteret på Ordrupgaard

Georges Alexandre Malkine (10. oktober 1898 – 22. marts 1970) var en fransk maler og filmskuespiller, tilknyttet den surrealistiskegruppe omkring André Breton. Georges Malkine var den eneste maler på den liste af surrealistiske kunstnere som Breton offentliggjorde i Manifeste du surréalisme 1924; de andre navne var hovedsageligt digtere.

Malkine var søn af Jacques Malkine og Ingeborg Magnus, begge musikere. Faderen var russer, moderen dansk. Malkine indledte sit nære venskab med Robert Desnos i 1922 og i årene fra 1924 – 27 koncentrerede han sig tilstrækkeligt om maleriet til at kunne udstille i Galeries Surréalistes i 1927. Næsten alle værkerne på denne udstilling blev solgt, men, i overensstemmelse med den surrealistiske ideologi, bevirkede denne kommercielle succes at Malkine vendte sig mod andre aktiviteter. "Successen stimulerede ham ikke, den gjorde ham konsterneret" ^[1] Efter nogle rejseår blev Malkine fra 1932 filmskuespiller, men i 1948 flyttede han til USA, blev familiefar og helligede sig denne rolle indtil 1966 hvor han flyttede tilbage til Paris for igen at male og udstille. Fra denne sidste periode stammer nogle af hans mest kendte billeder, nemlig serien "Demeures".

Claude Oscar Monet (14. november 1840 i Paris – 5. december 1926 i Giverny) var en fransk maler.

Monet blev født i Paris og voksede op i Le Havre. Det var her han som ung begyndte at male. Han arbejdede og studerede sammen med Eugène-Louis Boudin.

Allerede i 1859 havde han bestemt sig for at blive kunstner og i 1862 studerede han kunst sammen med Charles Gleyre i Paris. Her mødte han Pierre-Auguste Renoir, og sammen grundlagde de en ny stilart: impressionismen – opkaldt efter billedet: "Impression, Soleil Levant", som Monet malede i 1873. De malede sammen og opretholdt et livslangt venskab.

Monet malede serier med samme motiv i forskelligt lys som Katedralen i Rouen (1896-97) eller Åkandedammen fra haven ved hans hjem i Giverny.

Huset og haven er bevaret som museum, og begge dele er værd at besøge. Det er i det hele taget gavnligt at forstå den afgørende sammenhæng mellem Monets malerier og hans arbejde med haven. I dette ligner han den tyske Emil Nolde.

Et Monet-maleri nåede i 1987 en pris på 22 millioner US$.

Gustave Moreau (6. april 1826 – 18. april 1898) var en fransk maler. Han blev født og døde i Paris.

Moreau malede hovedsagelig kristne og mytologiske figurer. Som formidlere af litterære idéer snarere end visuelle, appellerede hans billeder til enkelte forfattere og kunstnere inden for symbolismen, som anså Moreau som en foregangsmand for deres bevægelse.

Han blev udnævnt til professor ved École des Beaux-Arts i Paris i 1891 og havde blandt andet fauvistmalerne Henri Matisse og Georges Rouault som sine studenter.

Han er begravet på Cimetière de Montmartre i Paris.

Musée Gustave Moreau i Paris er et af byens mest ekstravagante. Museet er hans tidligere studio og blev åbnet for publikum i 1903.

Henri Matisse født Henri-Émile-Benoît Matisse (fransk: [ɑ̃ʁi emil bənwɑ matis] (født 31. december 1869, død 3. november 1954) var en fransk maler og grafiker.^[1] Han var kendt for både sin brug af farve samt sine omskiftelige og originale tegnekunst. Han var tegner, grafiker og skulptør, men kendes i dag primært som maler.^[2]

Matisse anses normalt, sammen med Pablo Picasso og Marcel Duchamp, som én af de tre kunstnere, som bidrog til at definere de nye udviklinger inden for de plastiske kunstformer i de første årtier af det 20. århundrede, og dermed som ansvarlig for store udviklinger inden for maleri og skulptur.^[3][4][5][6]

Selvom han i begyndelsen kaldtes en "Fauve" (et vildt bæst), blev han i 1920’erne i stigende grad hyldet som vogter af den klassiske tradition inden for fransk malerkunst.^[7] Hans beherskelse af farvens og tegningens udtryksfulde sprog illustreret gennem et livsværk, der løber over et halvt århundrede, vandt ham anerkendelse som en førende figur i moderne kunst.^[8]

Henri Charles Manguin (23. marts 1874 i Paris - 25. september 1949) var en fransk maler som regnes til fauvisterne.

Han studerede billedkunst hos Gustave Moreau ved École des Beaux-Arts sammen med Henri Matisse og Charles Camoin, som han dyrkede et venskab med. Sammen kopierede de renæssancekunst i Louvre. Impressionismen gjorde indtryk på Manguin, hvilket hans pastelbilleder fra den periode bærer præg af.

Han giftede sig i 1899 og benyttede både hustruen Jeanne og børnene som modeller i mange billeder. I 1902 debuterede han med en udstilling i Salon des Independants og Salon d'Automne. Malerierne forestillede middelhavskystlandskaber og anses for at udgøre et af højdepunkterne i hans kunstnerkarriere.

Han og Albert Marquet rejste meget rundt i Sydeuropa, og han slog sig i 1949 ned i Saint Tropez, hvor han kort efter afgik ved døden.

Aristide Maillol blev født i Banyuls-sur-Mer (Pyrénées-Orientales), en lille by i Roussillon. Han gik i skole i Perpignan (på Lycée Saint Louis de Gonzague) og fortsatte sin kunstneriske uddannelse i Paris, på École nationale supérieure des Beaux-Arts, hvor han som lærer i malerkunst havde Alexandre Cabanel. Hans drømmende stil, som viste tilbage mod klassiscismen, holdt sig helt frem til slutningen af 2. verdenskrig.

Selvom han er mindre kendt som maler og har indskrevet sig i annalerne på grund af sine bronzeskulpturer, som blev støbt af Eugène Rudier, begyndte han først på disse, da han var omkring de 40 år. Hans første arbejder var gobeliner, som han lavede i Banyuls-sur-Mer, med inspiration fra samtidige som Pierre Puvis de Chavannes og Paul Gauguin.

Maillol døde i et biluheld i nærheden af Banyuls-sur-Mer i 1944.

Jean-François Millet (født 4. oktober 1814 i Gruchy (Manche), død 20. januar 1875 i Barbizon) var en fransk maler og raderer.

Millet var bondesøn og uddannet som landmand, studerede i Cherbourg under Lucien-Théophile Langlois elev af Antoine-Jean Gros, kom 1837 til Paris og malede her, uden kunstnerisk tilfredsstillelse og uden at kunne gøre sig gældende, under Hippolyte Delaroche. Ubemidlet kæmpede han sig i begyndelsen slidsomt og trangt igennem, ved at male billeder i Antoine Watteaus eller François Bouchers manér; hans teknik var vaklende, i Nymfe og Satyr var han påvirket af Tassaert (måske Octave Tassaert) og Díaz (måske Narcisse Virgilio Díaz), Ødip, 1847, var en hel lille farveorgie. Med Kornrenseren, "le vanneur", købt af staten, der udstilledes på Salonen 1848, kom omslaget. Fra nu af blev han det landlige arbejdslivs hensynsløst ærlige skildrer. I Paris havde han sluttet venskab med den nyere franske landskabskunsts bedste mænd: Jean-Baptiste Camille Corot, Théodore Rousseau og andre fra Barbizon-skolen, 1849 flyttede han, ved dyrmaleren Charles Jacques tilskyndelse, til det da endnu uberørte Barbizon ved Fontainebleauskovenfor hele livet.

Selv bondefødt, levende i beskedne landlige kår til tider i fattigdom under forsorgen af sin store familie og så temmelig ubemærket og upåskønnet af den store mængde gik han helt op i sit værk: at skildre medfølende og dog på sin vis beundrende landarbejderen i hans fulde optagethed af dagens tunge slid og ham selv som et stykke natur af den egn, han var jordbunden til, og som Millet gengav i store enkle træk og med uddybende, melankolsk naturopfattelse. I modsætning til den i kunsten rådende romantisk-idylliske fremstilling af landlivet som solskin, smil og søndagsstemning, fremdrog han arbejdslivet i ansigtets sved, eksistenskampen, som den mærkede og ofte forgrimmede sine ofre; men med sin respekt for dette menneskelige "arbejdsdyrs" kald højnede han skikkelserne tid storlinede, underlig gribende typer, en slags naturlivs ubevidste arbejdsheroer, der smeltede sammen med naturen i dens store stilhed. For denne mægtige helhedsopfattelse måtte alle enkeltheder vige, detailformerne udelades eller sløres, og lokalfarverne neddysses i Millets billeder, hvor aftenstemningens gråliggrønne og dumpe toner er de rådende. 1850 var Sædemanden, motivet kopieredes i 1889 af Vincent van Gogh, på Salonen; så kom blandt meget andet Podemanden, 1855, Hyrden, Akssankersker, 1857, Louvre, Angelus, 1859, Louvre, det gribende, for Millets opfattelse så betegnende Døden og Brændehuggeren^[1], refuseret på Salonen 1859; nu i Ny Carlsbergs Glyptotek i København, Manden med Hakken, hvis skærende natursandhed man på Salonen 1863 fandt modbydelig rå, medens Hyrdinden fører Hjorden hjem, 1863, Louvre, straks gjorde lykke; endvidere Mejerne, Faareklipperne, Kirken i Greville, 1872, Louvre, etc. 1874 fik han af Staten bestilling på et S. Géniéve-Billede til Pantheon; han nåede kun at få nogle skitser færdige. Efter Millets død kom berømmelsen, næsten over al måde. Svimlende priser betaltes og betales for hans arbejder: for Angelus havde Millet fået den, efter hans billeders gængse prisniveau, ret anselige sum: 2500 frc, det gik nu for 160000 frc, kom til Amerika, købtes tilbage til Frankrig, pris ca. 500000 frc. Arbejder af Millet findes i Louvre i Paris, museum i Marseille, Moder, 1867, i Bourg Vogterske, Museum Mesdag, Victoria and Albert Museum og så fremdeles. Millet har udført udmærkede tegninger og smukke raderinger efter sine værker, enkelte træsnit. 1892 afsløredes et mindesmærke for ham ved Chapu i Cherbourg. På den franske Kunstudstilling i København 1914 sås nogle store paneler med årstiderne, Badende Pige samt en del gode tegninger, på udstillingen sammesteds 1918 Millets maleri af hans hus i Barbizon.